Alkoholpolitik

Alkoholpolitik i Børnehaven Sønderled

De fleste børn har et uproblematisk forhold til, at se deres forældre drikke en øl eller et glas vin. Men for børn, som vokser op i en familie med alkoholproblemer, er alkohol ofte ensbetydende med utryghed, usikkerhed, frygt og forandringer.

Børn i familier med alkoholproblemer oplever ofte daginstitutionen som et fristed, hvor barnet møder tydelige voksne som overholder aftaler. Det er de faste rammer som barnet kender sin plads i. Det er trygt for barnet.

Derfor kan alkohol til forældrearrangementer gøre nogle børn usikre og utrygge.

Vi har på baggrund af dette besluttet i samråd med bestyrelsen, at der ikke indtages alkohol til arrangementerne, der foregår i Børnehaven Sønderled.